Lænde- og ischiassmerter

Dette er det absolut hyppigste problem set i kiropraktorpraksis. Ca. 60% af patienterne kommer med denne type problemer.
Når leddene i lænd og bækken overbelastes, vil de reagere ved at låse sig fast. Fastholdelsen sker ved at de lokale muskler spænder op, og netop pga. den konstante spænding (som hvis man holder armen stille ud fra kroppen) gør de ondt.
Således udspringer symptomerne i første række fra leddene og i anden række fra musklerne. I lette tilfælde mærkes kun en let stivhed i lænden, særligt om morgenen. Senere udvikles en træt og øm fornemmelse - en fornemmelse af at ryggen ikke kan bære. Først senere kommer smerter, som, når smerten bliver særlig slem, kan trække ned langs ischiasnerven bag på benet.
Det beskrevne er en langsom opstart på problemet, men naturligvis kan skaden opstå akut ved en tilstrækkelig kraftig overbelastning.

Diskusprolaps

En discusprolaps kan i sine tidlige stadier blot give lændesmerter, men oftest vil den i kraft af påvirkning af ischiasnernen medføre smerter ned i det ene ben. Ischiasnerven er en elektrisk ledning, som forbinder rygmarven og dermed hjernen med muskler og øvrigt væv i benene. Trafikken i denne ledning går i begge retninger. Derfor er smerter langs bagsiden af benene ikke nødvendigvis en udstråling fra ryggen ned i benene, men kan sagtens være f.eks. fod-, knæ- eller hofteproblemer, der trækker op mod ryggen.
Skade på en discus opstår nemmest når den udsættes for vridende belastninger. Mekaniske fejl i ben, bækken eller lænd medfører netop denne type belastninger og kan altså medvirke til dannelsen af en discusprolaps.
Normaliseringen af leddenes bevægelsesmønstre stopper den skadevoldende påvirkning, hvorefter kroppen kan reparere det beskadigede væv i fred og ro. Netop derfor er kiropraktisk behandling i mange tilfælde en effektiv behandling ved discusprolapser. I visse tilfælde er operation den eneste løsning på problemerne. Henvisning til egen læge vil da finde sted.

© Herlev Kiropraktor Center 2004
Herlev Kiropraktor Center - Herlev Bygade 2 - 2730 Herlev - Tel.: 44 91 46 13 - Fax: 44 91 88 29 - Mail: mr@kirocenter.dk