Brystsmerter

Når der opstår smerter i brystet, giver det mistanke om alvorlig sygdom i hjerte eller lunger. Men det kan også være et symptom på, at der er problemer med rygsøjlens led eller muskulatur.
Efter en grundig undersøgelse af blodtryk, stetoskopi af hjerte- og lungefunktion, samt en vurdering af almentilstanden hos patienten, kan det afgøres, hvorvidt der er behov for yderligere undersøgelse via egen læge eller hospital.
Yderligere kan kiropraktoren røntgenfotografere rygsøjlen, hvis der er mistanke om slidforandringer, bygningsfejl eller skjulte sygdomsprocesser.

Hver sjette patient som henvender sig til læge eller hospital med brystsmerter, har problemer med rygsøjlen eller ribbensleddene. Når lunge- eller hjertesygdomme er udelukket, bør en undersøgelse af bevægeapparatet følge efter.

Personer med slidgigt i brysthvirvelsøjlen er særligt udsatte, men ledlåsninger i de små ribbens- eller hvirvelbueled ("thorakalt facetledssyndrom") forekommer ofte i normale rygge og i alle aldersgrupper, også hos børn.
Symptomerne på et thorakalt facetledssyndrom er skarpe, stikkende smerter i ryggen, i siden eller foran på brystet og kan opleves som en knugende fornemmelse i brystet. Der kan være vejrtrækningsbesvær, idet ribbensbevægelser udløser smertejag. Smerterne starter som regel uden forudgående varsel, til tider i forbindelse med en uvant eller forkert bevægelse.

Lidelsen behandles med ledfrigørende manipulation af de symptomgivende led til de er normalt bevægelige og smertefrie. Opspændt og øm muskulatur behandles også.
Ved tilbagevendende gener instrueres i øvelser mhp. styrkelse og stabilisering af brystryggens funktion.

© Herlev Kiropraktor Center 2004
Herlev Kiropraktor Center - Herlev Bygade 2 - 2730 Herlev - Tel.: 44 91 46 13 - Fax: 44 91 88 29 - Mail: mr@kirocenter.dk