Nyheder

Nyheder"

Verdens største rygforskningsmiljø med kiropraktor ved roret

13/03-2006
Et nyt tværfagligt center er blevet søsat fra Syddansk Universitet i Odense med kiropraktor Jan Hartvigsen som kaptajn.

- Vi bliver et af verdens største forskningsmiljøer inden for rygsmerter, så vi håber, at vi fremover kan være med til at påvirke den måde man behandler sygdomme i bevægeapparatet, siger Jan Hartvigsen.

- Der forskes alt for lidt i sygdomme i bevægeapparatet. I langt de fleste tilfælde ved man endnu ikke konkret, hvad der er galt, så kun ca. hver 5. rygpatient får en præcis diagnose. Det vil vi gøre noget ved.

Der står tre institutioner beg det nye center, det er Institut for Idræt og Biomekanik, Rygcenter Fyn i Ringe samt Nordisk Institut for Kiropraktik og Biomekanik i Odense. Hver for sig og sammen har de tre været med til at vise nye veje i forebyggelse og behandling.

- På temmelig få år har vi været i stand til at komme med en række resultater, som også har vakt opsigt internationalt, og det fortæller os, at der er et stort behov for mere viden om hvorfor folk får ondt i ryggen, og hvilke behandlinger der virker, slutter Jan Hartvigsen.

Kilde: NyViden, SDU

Kirurgi ikke bedre end genoptræning

17/10-2005
Ifølge en større undersøgelse, som er offentliggjort i British Medical Journal, er der ingen bevis for, at kirurgi er bedre til behandling for kroniske lænderygsmerter end intensiv genoptræning. Og i øvrigt er genoptræningen både billigere og mindre risikofyldt.

Stivgørende operation (spinal fusion) er et omfattende indgreb, hvorved to eller flere ryghvirvler »skrues« sammen til én stiv enhed vha. skruer og metalskinner. Operationen hindrer indbyrdes bevægelse mellem de fusionerede knogler. Undersøgelsen viste, at patienter, som gennemgik et intensivt træningsforløb opnåede samme funktionsforbedring og smertelindring efter to år, som dem, der blev opereret. Dertil kommer den potentielle risiko og ekstra omkostning ved kirurgi.

Kilde: BMJ 2005; 330: 1220-1221

204.000 kr i erstatning for museskade

6/1-2005
En tidligere medarbejder hos legetøjsproducenten Lego har fået tilkendt en erstatning på 204.000 kroner for de gener, hun fik som følge af sit arbejde med en computermus. Virksomheden overvejer nu om afgørelsen skal prøves ved Højesteret. Læs mere på Computerworld Online's hjemmeside.

 

 

 

© Herlev Kiropraktor Center 2004
Herlev Kiropraktor Center - Herlev Bygade 2 - 2730 Herlev - Tel.: 44 91 46 13 - Fax: 44 91 88 29 - Mail: mr@kirocenter.dk