ÅBNINGSTIDER:

Mandag fra:​

09.00 - 18.00​

Tirsdag fra:​

​08.30 - 15.00

Onsdag fra:​

09.00 - 17.00

Torsdag fra:​

10.00 - 18.00

Fredag fra:

08.30 - 14.00

Kiropraktik

​Kiropraktorne i Herlev er autoriserede af sundhedsstyrelsen. Vi beskæftiger os med undersøgelse, diagnose, behandling og forebyggelse af smertetilstande og nedsat funktion i muskel- og skeletsystemet. Mere præcist ser vi på kroppens biomekaniske forhold - dvs. forhold angående led, knogler, sener, muskler, nervesystem og bindevævs mekaniske funktioner samt disses indbyrdes samspil.


Ordet kiropraktik er af græsk oprindelse og betyder "behandling med hænderne". Selve behandlingsforløbet hos os beskrives under menupunktet Om behandlingen.


Manuel behandling har været kendt i årtusinder i en lang række kulturer som en del af folkemedicinen, ikke mindst i Østeuropa og i Det Fjerne Østen.


Den moderne kiropraktiske behandling blev sat i system i 1895 af Daniel David Palmer, der på grundlag af egne erfaringer oprettede den første kiropraktorklinik og etablerede den første kiropraktor-læreanstalt i Davenport i staten Iowa, USA.


Sidenhen er den kiropraktiske metode blevet optimeret og viderudviklet først i USA og Canada og derefter i Vesteuropa, Australien, New Zealand og Sydafrika. I 1920 grundlagdes den første kiropraktorpraksis i Danmark.


Syddansk Universitet, Odense etablerede i 1994 en skandinavisk kiropraktor uddannelse på universitetsniveau. Den består af en 5-årig kandidatuddannelse i klinisk biomekanik, efterfulgt af en 1-årig turnusperiode. En stor del af basisfagene læses sammen med de medicinstuderende. Dette sikrer på den ene side en naturvidenskablig forankret og forskningsbaseret tilgang til arbejdet som sundhedsfaglig person. På den anden side er dette forhold med til at skabe gensidig faglig forståelse og lette samarbejdet mellem kiropraktorer, læger og speciallæger. Læs mere om universitetsuddannelsen og turnusuddannelsen.


Næsten 300.000 danskere henvender sig årligt til en kiropraktor. Mange forbinder kiropraktoren med rygbehandling.
Smerter i rygsøjlen (især nakke og lænd) eventuelt med udstrålende smerter til ben eller arme er den hyppigste grund til, at man henvender sig til en kiropraktor. Kiropraktorerne er den behandlergruppe i det danske sundhedssystem, der ser flest rygpatienter. Faktisk ser en kiropraktor i gennemsnit 18 gange så mange patienter med rygsmerter som den praktiserende læge - og 9 gange så mange som en fysioterapeut.


Kroppens muskler og led kan medføre symptomer væk fra ryggen, eksempelvis hovedpine, som også er en hyppig grund til at søge kiropraktor.

Andre almindelige henvendelsesårsager er afgrænsede, lokale smerter i arme og ben.


Patienter og kiropraktorer har i årevis erfaret, at andre dele af kroppen også kan få det bedre efter kiropraktisk behandling af rygsøjlen. Det skyldes sandsynligvis en påvirkning af nervesystemet.


Resultatet af en nyere svensk undersøgelse viste, at hver fjerde patient oplevede andre positive reaktioner, som for eksempel lettere åndedræt, bedre syn eller hørelse, bedre fordøjelse og positive forandringer i hjerterytme og blodtryk.


Ny forskning viser også, at svimmelhed, kvalme eller mere alvorlige komplikationer er meget sjældne i forbindelse med manipulationsbehandling hos en kiropraktor. Risikoen for bivirkninger ved brug af almindelige smertestillende piller er til sammenligning flere tusinde gange større.


Ta´en snak med kiropraktoren, hvis du vil vide mere om din krops reaktioner på behandlingen.

​HKC | Herlev Bygade 2 | 2730 Herlev | Tlf.: 44 91 46 13 | hkc@kirocenter.dk | CVR: 38322621